Kognitiv Terapi
| 
Hvad er kognitiv terapi?
Kognitiv terapi begyndte at tage sin form i begyndelsen af 60´erne af psykiater Aron T. Beck og medarbejdere. Baggrunden for Beck´s teoretiske og terapeutiske arbejde var hans erfaring med depressive patienter. Han indså, at de depressive patienter havde en negativ bearbejdning af deres oplevelser. Beck konstaterede, at de negative tanker, som prægede den depressive, vakte tilsvarende negative følelser og medførte ofte uhensigtsmæssig adfærd, som var med til at fastholde patienten i hans lidelse. Med udgangspunktet i dette påviste Beck, hvordan en gensidig påvirkning af tanker, følelser og handling var med til at fastholde – og endda forstærke - patientens plager.
Kognitiv terapi har siden dens begyndelse været under stadig videreudvikling og evaluering. Foruden depression har kognitiv terapi vist sig at være effektiv i forhold til mange former for psykiske lidelser, herunder angst, panik, OCD, social fobi, spiseforstyrrelser, selvdestruktiv adfærd og lavt selvværd. Den er i dag en af de mest anvendte terapeutiske retninger, hvilket hovedsaglig skyldes terapiens veldokumenterede gode resultater.
Hvad er udgangspunktet for kognitive terapi?
Negative automatiske tanker: I kognitiv terapi fokuserer man på, hvilke tanker man har om sig selv, sine vanskeligheder og de relaterede omgivelser og omstændigheder. Når man har en lidelse som f.eks. depression, eller angst, så viser det sig ofte, at der findes en stor forekomst af negative, dysfunktionelle tanker omkring en selv, andre eller omgivelserne f.eks. ”Jeg kommer til at blive afvist og forladt”, ”Andre kan ikke lide mig”, Jeg duer ikke til noget”, ”Der sker en ulykke, hvis jeg ikke udfører mine ritualer”, ”Det kommer aldrig til at gå mig godt”.
De negative tanker har en automatisk karakter. Som følge af, at tankerne er automatiske tages de ofte som givet - man tager ikke stilling til eller undersøger, hvorvidt de er sande eller ej. Hvis man f.eks. tror, at en ven vil afvise en, undgår man måske ikke alene at forholde sig til om påstanden er sand, men man undgår ofte også vedkommende. På den måde forbliver man i den negative opfattelse. Automatiske tanker er tæt knyttet til den følelsesmæssige tilstand, som man aktuelt befinder sig i, og det er ofte intensiteten af følelserne, som bliver bestemmende for, hvor meget man tror på, at de negative tanker er sande eller ej, - desto mere angst man er, jo mere tror man på, at f.eks. en fantaseret ulykke sker. Hvis man så oven i købet har en adfærd, som er præget af undvigelse, er man afskåret fra enhver mulighed for at få afklaret, hvorvidt de negative tanker, har nogen forankring i virkelige hændelser.
Undgåelsesadfærd: Undgåelse af adfærd kan tage mange former f. eks, undgår man visse handlinger eller personer, eller man forsøger at gøre sig usynlig i socialt samvær. Man kan også lave undgåelse på det mentale plan f.eks. ved at forsøge at lade være med at tænke på det, som er ubehageligt, hvilket kan medføre at man - så at sige - går i krig med tankerne Det forhindrer bearbejdelse af tankerne, der derimod ofte bliver mere påtrængende.
Kompenserende opfattelser og adfærd: Det er dog ikke alle eller altid at man undgår de forestillede ubehagelige forhold eller situationer. Frem for at undvige, kan man reagere modsat. F.eks. kan en person, som i virkeligheden er meget genert, reagere med at blive overordentlig bramfri og udvise et tilsyneladende stort mod. En person som oprindelig er meget afhængig af andre, kan reagere ved at fremstå som meget selvstændig og være helt afvisende i forhold til støtte og hjælp fra andre. Heller ikke her skabes der mulighed for en bearbejdelse af de reelle plager.
Forskellige former for tankestile: Alle mennesker har negative automatiske tanke som kommer og går. Vanligvis forsvinder de negative tanker hurtig igen, mens de fortsætter med at plage en person, som har en lidelse En af årsagerne til at de vedvarer, kan findes i nogle former for tankestile. Det kan f.eks. være en tankestil, som bærer præg af ”enten-eller-tænkning”, ”tankelæsning”, ”overdramatisering”, ”overgeneralisering” ”overfokusering”, ”diskvalificerig af det positive” samt ”imperativ tænkning” (burde, må, nødt til) eller ” personalisering” (”hvorfor sker dette altid for mig?”).
Leveregler og skemata: I kognitiv terapi kan man også fokusere på nogle bagvedliggende årsager til de negative automatiske tanker og de deraf afledte følelser, kropsoplevelse og handlemåder. I denne sammenhæng taler man om nogle grundlæggende positive eller negative leveregler og skemata, som danner basis for vor fortolkning af nogle bestemte situationer. Leveregler og skemata fungerer som en slags filtre, hvorigennem vi oplever verden. Disse etableres ofte i barndommen og er et resultat af det, som vi tidligere har erfaret.
Et negativt skemata kan udtrykkes i retning af: ”Dybets set er jeg dum, uduelig eller mislykket”. Leveregler er nogle grundlæggende antagelser omkring de normer, som vi sætter for os selv inden for betydningsfulde dele af tilværelsen. Er vi usikre og mangler selvværd kommer vi ofte til at stille overdrevene strenge betingelser og høje krav til os selv – krav vi stiller til os selv i håbet om, at det vil højne vores selvværd. Desværre virker det ofte modsat. Er kravene for høje, er risikoen at opleve at mislykkes større – og vi giver måske efterhånden helt op. Man kan genkende basale antagelser gennem de betingelser vi stiller. Formen udtrykkes ofte med: ”Hvis (ikke).. så...” Eksempler på basal antagelser er: ”Hvis nogen ikke bryder sig om mig, så er jeg værdiløs” eller ”Hvis jeg ikke gør alting perfekt, er jeg uduelig”.
Selvværd: Skemata og leveregler hænger sammen med vores selvværd og påvirker stadig vores oplevelse af os selv. De har som regel været der i det meste af vores liv. Derfor opfattes de som en selvfølge, nærmest som naturgivne. I virkeligheden er de indstillinger, som vi har om os selv og andre – og indstillinger er vi ikke født med. Dem kan vi bearbejde og ændre.
Hvordan arbejdes der i kognitiv terapi?
I kognitive terapi fokuseres der hovedsagelig på den aktuelle situation. Terapeuten er aktiv deltagende i det terapeutiske arbejde. I begyndelsen af terapien laves en oversigt over de aktuelle problemer. Herudfra laves en prioriteringsliste over de problemområder, som der skal arbejdes med. I det terapeutiske forløb fokuserer man på at finde sammenhængen mellem negative tanker, oplevelser, følelser, kropsoplevelser og adfærd samt de forskellige tankeformer, som er med til at fastholde ens plager. Samtidig tilstræbes, at finde frem til relevante opgaver, hvis formål er at skabe ”en aktiv scene”, hvorudfra man kan udfordre sig selv og sine forestillinger samt overvinde barrierer, som hæmmer en fri og sund livsudfoldelse. Man arbejder aktivt med opgaverne mellem sessionerne.
Afhængig af problemets karakter, kan man vælge at gå dybere og arbejde med selvværd. I denne sammenhæng bliver der sat fokus på de forskellige leveregler og skemata, der kan ligge til grund for den aktuelle problemstilling.
Igennem den terapeutiske proces bliver der tilstræbt, at klienten selv lærer de kognitive redskaber, hvilket er medvirkende til, at terapeutiske forløb kan blive effektivt og kortvarigt. Formålet er, at man efter terapiens afslutningen, selv fremover kan bruge de terapeutiske redskaber til at bearbejde mange forskellige problematiske forhold, som livet byder en.
Kognitiv terapi begyndte at tage sin form i begyndelsen af 60´erne af psykiater Aron T. Beck og medarbejdere. Baggrunden for Beck´s teoretiske og terapeutiske arbejde var hans erfaring med depressive patienter. Han indså, at de depressive patienter havde en negativ bearbejdning af deres oplevelser. Beck konstaterede, at de negative tanker, som prægede den depressive, vakte tilsvarende negative følelser og medførte ofte uhensigtsmæssig adfærd, som var med til at fastholde patienten i hans lidelse. Med udgangspunktet i dette påviste Beck, hvordan en gensidig påvirkning af tanker, følelser og handling var med til at fastholde – og endda forstærke - patientens plager.
Kognitiv terapi har siden dens begyndelse været under stadig videreudvikling og evaluering. Foruden depression har kognitiv terapi vist sig at være effektiv i forhold til mange former for psykiske lidelser, herunder angst, panik, OCD, social fobi, spiseforstyrrelser, selvdestruktiv adfærd og lavt selvværd. Den er i dag en af de mest anvendte terapeutiske retninger, hvilket hovedsaglig skyldes terapiens veldokumenterede gode resultater.
Hvad er udgangspunktet for kognitive terapi?
Negative automatiske tanker: I kognitiv terapi fokuserer man på, hvilke tanker man har om sig selv, sine vanskeligheder og de relaterede omgivelser og omstændigheder. Når man har en lidelse som f.eks. depression, eller angst, så viser det sig ofte, at der findes en stor forekomst af negative, dysfunktionelle tanker omkring en selv, andre eller omgivelserne f.eks. ”Jeg kommer til at blive afvist og forladt”, ”Andre kan ikke lide mig”, Jeg duer ikke til noget”, ”Der sker en ulykke, hvis jeg ikke udfører mine ritualer”, ”Det kommer aldrig til at gå mig godt”.
De negative tanker har en automatisk karakter. Som følge af, at tankerne er automatiske tages de ofte som givet - man tager ikke stilling til eller undersøger, hvorvidt de er sande eller ej. Hvis man f.eks. tror, at en ven vil afvise en, undgår man måske ikke alene at forholde sig til om påstanden er sand, men man undgår ofte også vedkommende. På den måde forbliver man i den negative opfattelse. Automatiske tanker er tæt knyttet til den følelsesmæssige tilstand, som man aktuelt befinder sig i, og det er ofte intensiteten af følelserne, som bliver bestemmende for, hvor meget man tror på, at de negative tanker er sande eller ej, - desto mere angst man er, jo mere tror man på, at f.eks. en fantaseret ulykke sker. Hvis man så oven i købet har en adfærd, som er præget af undvigelse, er man afskåret fra enhver mulighed for at få afklaret, hvorvidt de negative tanker, har nogen forankring i virkelige hændelser.
Undgåelsesadfærd: Undgåelse af adfærd kan tage mange former f. eks, undgår man visse handlinger eller personer, eller man forsøger at gøre sig usynlig i socialt samvær. Man kan også lave undgåelse på det mentale plan f.eks. ved at forsøge at lade være med at tænke på det, som er ubehageligt, hvilket kan medføre at man - så at sige - går i krig med tankerne Det forhindrer bearbejdelse af tankerne, der derimod ofte bliver mere påtrængende.
Kompenserende opfattelser og adfærd: Det er dog ikke alle eller altid at man undgår de forestillede ubehagelige forhold eller situationer. Frem for at undvige, kan man reagere modsat. F.eks. kan en person, som i virkeligheden er meget genert, reagere med at blive overordentlig bramfri og udvise et tilsyneladende stort mod. En person som oprindelig er meget afhængig af andre, kan reagere ved at fremstå som meget selvstændig og være helt afvisende i forhold til støtte og hjælp fra andre. Heller ikke her skabes der mulighed for en bearbejdelse af de reelle plager.
Forskellige former for tankestile: Alle mennesker har negative automatiske tanke som kommer og går. Vanligvis forsvinder de negative tanker hurtig igen, mens de fortsætter med at plage en person, som har en lidelse En af årsagerne til at de vedvarer, kan findes i nogle former for tankestile. Det kan f.eks. være en tankestil, som bærer præg af ”enten-eller-tænkning”, ”tankelæsning”, ”overdramatisering”, ”overgeneralisering” ”overfokusering”, ”diskvalificerig af det positive” samt ”imperativ tænkning” (burde, må, nødt til) eller ” personalisering” (”hvorfor sker dette altid for mig?”).
Leveregler og skemata: I kognitiv terapi kan man også fokusere på nogle bagvedliggende årsager til de negative automatiske tanker og de deraf afledte følelser, kropsoplevelse og handlemåder. I denne sammenhæng taler man om nogle grundlæggende positive eller negative leveregler og skemata, som danner basis for vor fortolkning af nogle bestemte situationer. Leveregler og skemata fungerer som en slags filtre, hvorigennem vi oplever verden. Disse etableres ofte i barndommen og er et resultat af det, som vi tidligere har erfaret.
Et negativt skemata kan udtrykkes i retning af: ”Dybets set er jeg dum, uduelig eller mislykket”. Leveregler er nogle grundlæggende antagelser omkring de normer, som vi sætter for os selv inden for betydningsfulde dele af tilværelsen. Er vi usikre og mangler selvværd kommer vi ofte til at stille overdrevene strenge betingelser og høje krav til os selv – krav vi stiller til os selv i håbet om, at det vil højne vores selvværd. Desværre virker det ofte modsat. Er kravene for høje, er risikoen at opleve at mislykkes større – og vi giver måske efterhånden helt op. Man kan genkende basale antagelser gennem de betingelser vi stiller. Formen udtrykkes ofte med: ”Hvis (ikke).. så...” Eksempler på basal antagelser er: ”Hvis nogen ikke bryder sig om mig, så er jeg værdiløs” eller ”Hvis jeg ikke gør alting perfekt, er jeg uduelig”.
Selvværd: Skemata og leveregler hænger sammen med vores selvværd og påvirker stadig vores oplevelse af os selv. De har som regel været der i det meste af vores liv. Derfor opfattes de som en selvfølge, nærmest som naturgivne. I virkeligheden er de indstillinger, som vi har om os selv og andre – og indstillinger er vi ikke født med. Dem kan vi bearbejde og ændre.
Hvordan arbejdes der i kognitiv terapi?
I kognitive terapi fokuseres der hovedsagelig på den aktuelle situation. Terapeuten er aktiv deltagende i det terapeutiske arbejde. I begyndelsen af terapien laves en oversigt over de aktuelle problemer. Herudfra laves en prioriteringsliste over de problemområder, som der skal arbejdes med. I det terapeutiske forløb fokuserer man på at finde sammenhængen mellem negative tanker, oplevelser, følelser, kropsoplevelser og adfærd samt de forskellige tankeformer, som er med til at fastholde ens plager. Samtidig tilstræbes, at finde frem til relevante opgaver, hvis formål er at skabe ”en aktiv scene”, hvorudfra man kan udfordre sig selv og sine forestillinger samt overvinde barrierer, som hæmmer en fri og sund livsudfoldelse. Man arbejder aktivt med opgaverne mellem sessionerne.
Afhængig af problemets karakter, kan man vælge at gå dybere og arbejde med selvværd. I denne sammenhæng bliver der sat fokus på de forskellige leveregler og skemata, der kan ligge til grund for den aktuelle problemstilling.
Igennem den terapeutiske proces bliver der tilstræbt, at klienten selv lærer de kognitive redskaber, hvilket er medvirkende til, at terapeutiske forløb kan blive effektivt og kortvarigt. Formålet er, at man efter terapiens afslutningen, selv fremover kan bruge de terapeutiske redskaber til at bearbejde mange forskellige problematiske forhold, som livet byder en.
